ENDELIG er vi klar med nyt omkring genåbning!
Fredag den 7. juni kl. 17:30 kan vi byde indenfor. Og vi kan godt love, at der er meget at glæde sig til. Vi vil ikke afsløre det hele nu – men vil dog løfte sløret lidt. Der kommer til at ske en masse nyt – men meget er også det samme fordi sådan kan vi lide det.
Noget af det nye er køkkenchefen. Giacomo kommer fra Puglia men har boet og arbejdet i Danmark i ca. 10 år. Ham glæder vi os til, at I skal møde – for Giacomo har altså ikke tænkt sig at gemme sig bag køkkendøren! Han vil gerne ind og hilse på jer!
Noget andet nyt er, at menuen kommer til at skifte ret ofte – måske flere gange om ugen… Og der bliver til at starte med ikke et a la carte kort – men alle retter kan naturligvis også købes separat. Men hvorfor dog skifte menu så tit? Jo, det er der faktisk flere rigtig gode grunde til.
For det første så bliver det let kedeligt, hvis de samme retter skal laves dag ud og dag ind. For det andet får vi på denne måde friheden til at skabe nye retter og til at handle og bruge det, der lige er kommet i sæson og som kan købes frisk på dagen. Og for det tredje så kan det næsten ikke blive mere italiensk – for italienerne går til madlavningen på en omvendt måde ift. danskerne. I stedet for at lave en madplan, en indkøbsliste og så tage i supermarkedet, så tager italienerne først ud at handle, hvor de mærker og dufter sig frem til, hvad der er frisk. Og når aftensmaden så skal laves, så finder de ud af, hvad de har lyst til og laver så det.
Så menuen vil altså ikke være tilgængelig på de sociale medier, og vil heller ikke være tilgængelig på forhånd. Planlægning af de fremtidige menuer og stor-indkøb af ingredienser vil underminere spontaniteten i madlavningen. Vi handler efter det, der er bedst og som er i højsæson, og så lader vi det vi finder, inspirere os til at lave mad.
Men hvad så, hvis der er noget som jeg ikke spiser – af den ene eller den anden grund? Jamen så fortæller du os det når du booker dit bord. Og ellers så finder vi bare ud af det på selve aftenen – sværere er det ikke.